Journalister skal checke fakta

Sandt eller falsk? For et par år siden blev programmet Detektor på populært i både DRs radio og tv. Nu skulle de mange fakta, der slynges ud i den offentlige debat checkes. Selvfølgelig, fristes man til at sige. Det må da være en fornem journalistisk disciplin at checke, om kilderne taler sandt eller i alle fald ikke spreder forkerte oplysninger om stort og småt. Jeg troede egentlig, at det var en fast procedure – ikke mindst på DR, som jo lever under en public service-forpligtelse.

Fakta-checket er blevet aktuelt igen, fordi den republikanske kandidat til præsidentembedet i USA, Donald Trump, tilsyneladende har vakt modstandernes harme ved at fremsætte den ene løgn efter den anden i sin iver for at blive valgt.
Det amerikanske medie Politico har tilsyneladende fundet 71 løgne fremsat på en time af Trump under et vælgermøde. Det er alligevel mere end én løgn i minuttet!

De amerikanske journalisters modsvar er nu at påpege og korrigere løgne i deres reportager (se medfølgende undertekst til videoklippene).
Det var på tide.

Cj9ZqcLXIAAbT9z CpChv4hWcAAMfUDSkærmbillede 2016-08-08 kl. 14.44.03

Udgivet i Donald Trump, journalistik, medier, public service | Skriv en kommentar

Guerilla-kommunikation kan flytte holdninger

De har våben – vi har mikrofoner!, rappede Rockers by Choice tilbage i 1989. I et Opråb til Det Danske Folk pegede de på minoritetsgruppers besvær med at komme til orde og hvis vi kombinerer det med Habermas tanker om den herredømmefri samtale, er det let at se ubalancen i kommunikationen mellem borgere og magthaverne.

Politiet i færd med at rydde og nedrive Pusher Street på Christiania i marts 2004. Et år før politiaktionen vurderede Københavns Politi, at hashhandlen ville flytte ud i gademiljøet i København samt til hashklubber, hvis man lukkede hashboderne på Christiania.
(Foto: John Mc)

Hvad skal christianitterne gøre, når hele hytten bliver endevendt af et beredvilligt og hårdhændet politi. Grafittien bag betjenten siger det hele: Politiet får bare noget røg!

Jeg kom til at tænke på det genialt komponerede fotografi fra 2004, da jeg genså et andet billede på Instagram. Sælgerne af den ulovlige cannabis opildner til kamp blandt deres meningsfæller (og kunder): Ryg meget.

Skærmbillede 2016-07-17 kl. 02.03.53

Budskabet har fået en flot eksponering via christianitternes egen ostespotter-profil på Instagram, som har godt 1.800 følgere.

Guerilla-kommunikation kan være effektivt, når man skal have et budskab ud for få midler. Guerilla-kommunikation kan benyttes, når man ikke har adgang til magthavernes kommunikationskanaler. Den kan have mange former, have mange strategier og målgrupper. Det kommer nedefra og det virker!

Udgivet i guerilla-kommunikation, Instagram | Skriv en kommentar

Tibberupparken – skal vi spise sammen?

I udgangspunktet så det ikke så indbydende ud. En kalvetunge lå og rakte tunge ad et kæmpe kalvehjerte. Flere generationer af beboere fra Tibberupparken kiggede skeptisk på det uvante syn. Indmad er ikke længere hverdagsmad på de danske middagsborde. Men nu skulle der laves mad på tværs af både generationer og verdenshjørner. Oven i købet mad over bål.

Tibberupparken havde fået spændende besøg en lørdag i maj. Etniske minoritetskvinder fra Madskolen Jorden Rundt på Amager, havde sammen med projekt Bo & Gro sat de lokale beboere i stævne for en eftermiddag og aften. Sammen skulle de lave mad, de skulle lære af og om hinanden – og om mad.

13239999_588284968001617_4995154011171031435_n

foto: Irene von Folsach

‘Kvinderne fra Madskolen Jorden Rundt har baggrund i bl.a. Pakistan, Somalia, Tyrkiet og Marokko’, fortæller Irene von Folsach, der er projektleder i Madskolen. ‘De har gennem nogle år uddannet sig til madværtinder, der kan afvikle workshops i madlavning på tværs af kultur med fokus på egnsretter. Vores kunder er typisk beboere fra boligforeninger og så bliver vi inviteret til et væld af kulturelle arrangementer for at lave udendørs mad på forskellige måder – nogle gange som workshops, hvor vi sammen med forskellige aktører sætter fokus på bæredygtige teknikker som fødevarespild, miljø, naturens ressourcer og økologi. Andre gange mere i retningen af gadekøkken-arrangementer. Derudover sørger madværtinderne for mad til større konferencer og laver også lidt catering.’

‘Vi havde bedt Madskolen Jorden Rundt om at komme til Tibberupparken, fordi beboerne havde et ønske om at lave mad sammen på tværs af generationer og kulturer’, forklarer Anne-Louise, der er netværkskoordinator i den boligsociale helhedsplan i Tibberupparken. ’Mad er det bedste at samles om og vi har et fantastisk udekøkken og en stor fælleshave, som er blevet anlagt i forbindelse med Bo & Gro-projektet. Madskolen Jorden Rundt hjalp os med at vise de utallige muligheder, der er for at samles om at lave mad udenfor.’

13239487_588284828001631_6728969952140585578_n

foto: Irene von Folsach

Op mod 30 beboere i alle aldre blev kyndigt sat i sving af Madskolens folk. Kokken Benjamin Marcher Carlsen, som er madskolens kok og underviser, havde i forvejen anrettet og tændt for tre bål, så beboerne kunne lave flere forskellige retter. Beboerne blev placeret rundt omkring ved fire borde med hver deres madværtinde, der stod for at styre slagets gang. Der skulle laves en ret fra Madskolen og en ret fra Tibberupparken. Nogle skar kød ud, nogle snittede grøntsager eller hakkede friske krydderurter, og der blev rørt i gryderne og tilført krydderier til retterne fik den helt rigtige smag.

Efter nogle sjove timer med snak, grin, overraskelser og snak om forskellige madlavningstrick fra alverdens lande, kunne beboerne endelig nyde frugten af deres anstrengelser sammen med Madskolens kvinder. Tyrkisk kartoffelsalat og cilbir, libanesisk taboulet, bosnisk bønnesuppe, danske høns i tarteletter, pakistansk vegetarret, æblekage á la Tibberup. Det hele suppleret med fladbrød, som børnene havde bagt over bålene, og hertil hjemmelavet smør med nyplukkede vilde urter.

foto: Irene von Folsach

foto: Irene von Folsach

‘Vi var glade for besøget fra Madskolen Jorden Rundt, for det var en rigtig hyggelig’, siger Amela, som er bydelsmor og beboer i Tibberupparken. ‘Man kom helt naturligt til at møde nye mennesker, som man ikke kendte i forvejen. Det var fordi, vi mødtes om noget praktisk og noget, som vi alle har et forhold til – nemlig mad. Snakken gik lystigt, mens vi snittede grøntsager og lærte om hinandens retter. Børnene fik også en rigtig god madoplevelse og kom selv og spurgte, om der var mere de kunne hjælpe med, og hvad det var, vi kom i retterne. Jeg synes også, at jeg føler mig mere hjemme i udekøkkenet, fordi vi har set alle de muligheder, der er.’

Under tilberedelsen af retten med kalvehjerte og tunge, gik snakken om brugen af indmad i madlavningen. Det viste sig, at den ældre generation af danske beboere i Tibberup  ikke er uvant med at bruge både lever, nyre og hjerte i deres madlavning. Men det var første gang, de fik den serveret med masser af løg, karry og tørrede lime til at give retten syrlighed.

—-

Om Bo & Gro
Projektet Bo & Gro er støttet med 6,7 millioner kroner af Nordea-fonden som en del af puljen ’det gode liv i byen’. Projektet, der skal løbe i de kommende tre år, har som mål at skabe sociale fællesskaber og øge livskvaliteten i Tibberupparken, på Vapnagaard og i Nøjsomhed gennem fælleshaver.

Projektet Bo & Gro er et samarbejde mellem de tre boligområder og den almennyttige forening Haver til Maver. Haver til Maver er en selvejende, almennyttig forening stiftet i 2006 blandt andet for at sætte natur, have og mad på skemaet i den danske folkeskole.

Beboernes eget engagement spiller en væsentlig rolle i udviklingen af konkrete fysiske rammer for fælleshaverne.

Udgivet i Bo & Gro, Madskolen Jorden Rundt, reportage | Tagget | 2 kommentarer

Klar-parat-svar!

Uffe Elbæk fra Alternativet blev interviewet af Clement Kjersgaard om asylpolitik. Det foregik som sædvanligt i hæsblæsende tempo fra Clement Kjersgaards side og man fornemmede – som sædvanligt – at han KUN godtog svar, han selv havde forventet og skulle bruge i sin videre køreplan for interviewet.

Det er al journalistisk ære værd, at han ikke gider ‘politikersnak’ på tomgang og indøvede one-liners, som en kommunikationsrådgiver måske har puttet i munden på politikeren. Men har Clement Kjersgaard i virkeligheden svært ved at improvisere, når politikeren kommer med et uventet svar? Forstyrrer det hans køreplan for interviewet? Det virker ofte som om, at kun ‘ja’ og ‘nej’ gælder som svar i Clement Kjersgaards plan?

Journalister forsvarer Clement Kjersgaards meget aggressive spørgeteknik – det er jo ikke hyggesnak. Almindelige mennesker (vælgere) på de sociale medier efterspørger derimod Clement Kjersgaards tålmodighed og tid til at høre Uffe Elbæk forklare sig.

Jeg fæstnede mig især ved replikkerne:
Uffe Elbæk: ‘Jeg vil gerne svare på dine spørgsmål’, hvortil Clement Kjersgaard straks afbrød med bemærkningen: ‘Det tror jeg faktisk ikke, du vil!’.

Hvordan kommer man videre efter dén salve? Uffe Elbæk var professionel og lod sig ikke mærke af Clements udfald. Det var klogt. Jeg fik en kedelig fornemmelse af, at Uffe Elbæk ikke levede op til Clement Kjersgaards forventninger om at svare beredvilligt, når han skulle dissekere Alternativets politik.

Gid Kjersgaard ville lave journalistik til seernes behagelige oplysning og ikke til endnu en oppustning af eget ego. DR har mange skarpe journalister, der insisterende kan skære gennem politikersnak. Kjersgaards dominerende facon overskygger, efter min mening, formålet med interviewet.

Udgivet i DR, interview, public service | Tagget , | Skriv en kommentar

Alexandras eksmands nye kærestes eksmand har fået ny kendis-kæreste

Der er kamp om opmærksomheden blandt alle medier. Forbrugerne (læserne) skal hurtigt kunne orientere sig vha. overskrifterne. Hvad handler historien om? Er det ‘nice-to-know’ eller ‘need-to-know’?

Overskrifterne skal kunne rumme hele historien i én sætning. Med overskriften ‘Alexandras eksmands nye kærestes eksmand har fået ny kendis-kæreste’ er læseren i midlertid ladt i stikken. Ingen kan holde rede i de op til fem personrelationer i den ene sætning. Vi sidder også tilbage med et indtryk af, at historien desperat forsøger at legitimere sig selv og bruge den minimale kendis-faktor, der kan fremmanes. De traditionelle nyhedskriterier i journalistikken er vist gå fløjten her?

Det er nok ikke så vigtigt og vi surfer videre… Særligt interesserede kan selv læse historien på TV2.dk

Udgivet i journalistik, medier | Skriv en kommentar

DR skal sende noget, nogle slukker for!

Jazzmusikeren Kjeld Lauritsen fylder 60 år og kigger kritisk på forholdene for musikere, kulturen og især DRs rolle som kulturelt fyrtårn.

Kjeld 040web(300dpi)

Foto: Karolina Zapolska

’Jeg kigger mere fremad end tilbage’. Kjeld Lauritsen fylder 60 år, men er stadig nysgerrig på, hvad de unge musikere går og laver. ’Der sker nogle spændende ting blandt de unge musikere’, siger han og peger på tre tendenser: ’Tre af de største tendenser blandt de unge, der laver musik, som jeg kender til, er for det første, at der er rigtigt mange unge, som gerne vil spille folk-musik og som er skidegode til det. De går rundt med skæg og spiller violin! Meget bedre end de gamle spillemænd. Det er ikke det musik, jeg dyrker – men jeg har stor respekt for det. Så er der en anden tendens – det er avantgarde-jazz. Det er jo ikke just det, vi hører på DR1 lørdag aften. Det er der en masse unge, der dyrker og får nogle fantastiske ting ud af. Jeg har fx lige hørt et band – Den magnetiske Ørn – de er spændende. Og den nyeste tendens blandt unge musikere er, at de vil spille bebop – moderne jazz fra 40’erne og 50’erne. De unge mennesker bliver jo faktisk ladt i stikken af DR. DR satser ikke på de nævnte unge – og det er jo ellers de unge, der skal køre musikken videre.’

Kjeld Lauritsen er ærgerlig over, at DR kun tør satse på det sikre og prøver at lyde som sine kommercielle konkurrenter: ’Det er jo spørgsmålet, om DR er et mediehus eller en kulturinstitution’, siger han og fortsætter: ’DR er meget hooked på det med identifikation – derfor er der stor fokus på amatørerne. Men der ER altså stor forskel på, hvordan fx jazzsangerinden Sinne Eeg synger og så på, hvordan naboens datter synger. Sinne har nu brugt 15 år af sit liv på at synge. Naboens datter fra Hobro kan derfor ikke identificere sig med hende. Men de unge kan godt identificere sig med en, der kommer ind fra gaden. Det er jo en syg tendens. Vores status som musikere er ikke så stor, som den har været. I dag er det de visuelle indtryk, der dominerer. Studieværterne er stjernerne og fokus er på det visuelle indtryk. Vi musikere er gode til at lave noget lyd – men vi ser ikke nødvendigvis fede ud’.

– Hvor blev den gode musik af? Alt bliver nu gjort op i cost-benefit-analyser – fx hvordan får vi flest mennesker ind på biblioteket eller hvordan får vi flest mennesker til at se tv og lytte til radio? Så er det pludselig en dagsorden, der ikke fokuserer på den kulturelle kvalitet.

’Det er også derfor, jeg bliver i dårligt humør af X-factor. Jeg synes, det betoner nogle af de kedelige ting ved musikken. Det er ligesom begrebet ’upcomming’. Jeg synes, det er kedeligt begreb, fordi hvis jeg spiller noget god musik, så er det jo ligegyldigt, om jeg er 17 eller 60. Så er det go musik. Værdien af min musik er ikke afhængigt af, hvor mange plader, jeg sælger eller hvor mange, der kommer til mine koncerter. Der synes jeg, X-factor bygger meget på musikeren som kendt person mere end egentlig kærligheden til musikken. Jeg siger ikke, der ikke kan være nogle gyldne øjeblikke – det kan jeg godt se, der er. Men det bygger meget på det andet. og så er det jo også et reality-show. Det er ikke en musikudsendelse. Stjernerne i det show er jo dommerne. De får i øvrigt også en million for at medvirke. Det er derfor slet ikke et talentshow’, sukker han.

’Den gode musik lever i undergrunden. De gode musikere spiller på de små steder – de spiller jo ikke i Vega. De spiller på de honorarstøttede spillesteder. Hvorimod de regionale spillesteder i København med få undtagelser svigter deres opgave – de får så mange penge i støtte og tjener desuden på udlejning, så de behøver ikke hyre danske musikere. De burde leve op til deres forpligtelse og også lave smalle koncerter med musikere fra andre landsdele, hvor 50 mennesker får en fantastisk oplevelse.

Alle, der laver noget fed musik, skal have en chance for at komme ud med det. Det burde stå i loven, at der i alle byer skulle være et mindre sted, hvor bare 50 mennesker, kan have en god koncertoplevelse. Hvis man skal samle 500 – så sætter det en grænse for, hvem der kan tiltrække så mange’, mener han.

’DR skal også oppe sig – i stedet for at sende noget, som ingen slukker for – burde de sende noget, som ganske få flipper helt ud over! At sende det, folk kender i forvejen, det flytter jo ingenting. Ja, DR skal sende noget, som nogle slukker for! Og give noget eksponering af de unge – og af kvinderne’, råder Kjeld Lauritsen og fortsætter: ’Generaldirektøren får i øvrigt for meget i løn – 4 mio om året. Hvis man skal have så meget for at lede en kulturinstitution, så er man ikke værdig til at have det job! Det er absurd. Der kunne laves meget musikfjernsyn for en million. Og direktøren for Vega får to mio – det er også for meget – det kunne man også få meget musik for’.

’DR skal bruges som strategisk redskab for bedre kulturpolitik og bedre forhold for musikerne. Og de små spillesteder skal tage nogle flere chancer. Og bak de bedste op – og de fede skal ud at spille. Og de vil hive vækstlaget op. De gamle hiver de unge med – og det omvendte sker også! Og faktisk fungerer de bedste bands, når der er lidt spredning.’

– Jeg ville ikke gøre mit liv som spillemand om, hvis jeg kunne. Men jeg vil ikke ligefrem anbefale andre at gå den vej – man skal kun gøre det, hvis man ikke kan lade være. Det er nemlig meget, meget svært at leve af det.

‘Jeg er et holdningsmenneske – jeg kan ikke lade være at mene noget om kulturpolitikken. Skulle jeg på et tidspunkt blive arbejdsløs som musiker, må jeg bare arbejde endnu hårdere. Men jeg bliver sur, når de fede musikere ikke får job og indtjening.’

– Er den kulturpolitiske melodi blevet væk?
’Ja, det synes jeg godt, man kan sige. Men musikken er ikke blevet væk. Der er masser af initiativer derude – det er bare ærgerligt, det skal være så hemmeligt. Vi skal have bedre vilkår for musikerne. Bedre vilkår vil også give bedre musik. En anden dimension er, at der sker et videnstab – de fleste holder op med at spille musik, når de bliver omkring 30. Vi må stoppe frafald ved at give bedre muligheder og chancer til de gode musikere. Vi har fx kun 2 fastlønnede ensembler inden for rytmisk music (kun for jazz) og de er ikke engang ansat hele året’, slutter han.

—————

Kjeld 084web (300dpi)

Foto: Karolina Zapolska

Kjeld Lauritsen spiller på det store Hammondorgel med roterende lesliehøjttaler og fodpedaler. Han er kendt for at udnytte instrumentet i legesyge improvisationer.
Kjeld Lauritsen havde i mange år bandet ”The Organizers” sammen med den amerikanske saxofonist Bob Rockwell. Siden da har han udgivet 4 CDer i eget navn foruden et par plader med Big Band.
Han spiller ca. 150 jobs om året og har skolekoncerter, kirkekoncerter og omkring 500 koncerter på La Fontaine på samvittigheden.

www.kjeldlauritsen.dk

Udgivet i DR, interview, jazz | Tagget | Skriv en kommentar

Den Korte Avis – er ikke en avis

Den Korte Avis har netop holdt 4 års fødselsdag. Alligevel hørte jeg for nyligt demonstranter på gaden råbe taktfast: ‘Den Korte Avis – er ikke en avis’, ‘Den Korte Avis – er ikke en avis’.

At Den Korte Avis ikke er en avis ved mange. Det er fx kendt blandt mange facebook-bruger, at de ikke skal linke til netmediet eller bruge dem som argument for noget. Fordi deres troværdighed er så utrolig lav. Der ser ud til til at være en sandhed blandt de fleste af mine små 600 facebook-venner og deres venner: Hvis du trækker Den Korte Avis som bevis, argument eller blot reference for noget, har du tabt debatten!

Fagbladet Journalisten har af flere omgange pirket til Den Korte Avis’ etik. De har påpeget den massive brug af copy-paste-journalistik. De har problematiseret, at netmediet kan få mediestøtte, selv om de ikke vil tilmeldes Pressenævnet. Det sidste er altså også uforståeligt – i 2015 fik Den Korte Avis knap 86.000 kroner, og i 2016 får netmediet knap 149.000 kroner i mediestøtte. Uden at underkaste sig de presseetiske regler fra Pressenævnet og kolleger i branchen.

Jeg er med andre ord enig: Den Korte Avis er ikke en avis. Og jeg vil derfor ikke råde mine kunder til at tage den med i en pressestrategi for noget som helst.

 

Opdatering d. 26. marts:
journalist

Udgivet i Den Korte Avis, medier | Skriv en kommentar

Så er der aktindsigt

12734050_10153705717990379_6807932812429618706_n

Danwatch er et uafhængigt medie og researchcenter, der laver undersøgende journalistik i offentlighedens interesse. Her er deres seneste aktindsigt…eller hvad vi skal kalde det…

Det må søreme være et tophemmeligt dokument. Danwatch må ikke fortælle, hvad sagen drejer sig om og hvilket dokument, der er tale om. Hvorfor har myndighederne ikke bare sagt nej til aktindsigt? Dette er der jo ingen, der bliver klogere af..?!

 

Udgivet i aktinsigt | Skriv en kommentar

Public service i modvind

I DRs seneste public service-kontrakt står der, at DR skal

  • styrke borgernes handlekraft i et demokratisk samfund
  • samle og spejle Danmark
  • stimulere sprog og kultur
  • fremme viden og forståelse

I Venstre-regeringens regeringsgrundlag står der, at DR skal stramme op og fokusere. Og med vælgerundersøgelse om DR fra JP har flere mediefolk straks lugtet blod og problematiseret, at store dele af befolkningen ikke synes, de får nok for deres 205 kr om måneden og at DRs aktiviteter desuden er konkurrenceforvridende.

Public service-forpligtelsen for DR betyder jo netop, at de skal give indhold, der ikke er styret af seertal, politiske og kommercielle interesser. Altså indhold, som ikke ville kunne klare sig i almindelig konkurrence og interesse fra befolkningen. Det er en svær én!

Det lyder unægteligt lidt…gammeldags og formynderisk, at DR skal give os noget, vi endnu ikke ved, vi vil kunne lide. Alligevel har GRAMMATICUS en fornemmelse af, at DR-journalisterne af og til skæver til seertallene, når de laver journalistiske historier. DR må da netop være stedet, hvor demokratiet udfordres og myndighedernes afgørelser prøves. De kommercielle medier kan afvise historier, hvis de vurderer, at det ikke er i deres læseres interesse at få historien ud. Derfor er det godt, vi som demokratisk samfund også har public service-forpligtelsen hos DR, TV2 og Radio 24/7, så vi sikrer, at alle historier, der lever op til de journalistiske nyhedskriterier bliver formidlet.

Derfor vil GRAMMATICUS hellere have licens end en form for abonnement på de DR-kanaler, vi bruger regelmæssigt. Pyt være med DRs evindelige og ligegyldige konkurrencer, livsstilsstof og krimier. Så længe de husker deres public service-forpligtelse – for demokratiets skyld.

Udgivet i DR, medier, public service | Skriv en kommentar

At sætte sit lys under en skæppe

Udtrykket stammer fra Matthæus-evangeliet: ‘Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset’. Og videre ‘Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger’.

Lidt anderledes bliver udtrykket brugt her i Jantelovens hjemland. Her er det jo faktisk god latin NETOP at sætte sit lys under en skæppe – altså af beskedenhed at undlade at fremhæve det, man er god til. Mange mennesker minder op til jobsamtaler, eksaminer eller andre personlige salgstaler hinanden om, at hvis man IKKE sætter sit lys under en skæppe, kan det gå galt. Man kan blive ramt af misundelse, mistro og foragt, hvis man ikke holder igen med egne fortræffeligheder.

Det er jo paradoksalt og besværligt, at brugen af udtrykket med at sætte sit lys under en skæppe kolliderer med den oprindelige intention fra Jesus. Må og skal vi prale eller ej?

selvfed

GRAMMATICUS rådgav for nylig en kunde til på deres hjemmeside at fremhæve det, de var gode til. Selvfølgelig. Men i respekt for Jantelovens nedslående formaninger om NETOP at sætte sit lys under en skæppe, fik vi derfor i stedet deres KUNDER til at fremhæve de gevinster, samarbejdet havde givet.

Med såkaldte testimonials fik GRAMMATICUS’ kunde derfor alligevel fremhævet alle deres talenter – af andre kunder, som selv havde oplevet gevinsterne ved samarbejdet. Det gav en langt mere troværdig kommunikation og måske har vi sikret os mod at blive ramt af Jantelovens formaninger om ikke at prale. Alle blev glade!

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar