Sandt eller falsk? For et par år siden blev programmet Detektor populært i både DRs radio og tv. Nu skulle de mange fakta, der slynges ud i den offentlige debat checkes. Selvfølgelig, fristes man til at sige. Det må da være en fornem journalistisk disciplin at checke, om kilderne taler sandt eller i alle fald ikke spreder forkerte oplysninger om stort og småt. Jeg troede egentlig, at det var en fast procedure – ikke mindst på DR, som jo lever under en public service-forpligtelse.
Fakta-checket er blevet aktuelt igen, fordi den republikanske kandidat til præsidentembedet i USA, Donald Trump, tilsyneladende har vakt modstandernes harme ved at fremsætte den ene løgn efter den anden i sin iver for at blive valgt.
Det amerikanske medie Politico har tilsyneladende fundet 71 løgne fremsat på en time af Trump under et vælgermøde. Det er alligevel mere end én løgn i minuttet!
De amerikanske journalisters modsvar er nu at påpege og korrigere løgne i deres reportager (se medfølgende undertekst til videoklippene).
Det var på tide.