Jazzmusikeren Kjeld Lauritsen fylder 60 år og kigger kritisk på forholdene for musikere, kulturen og især DRs rolle som kulturelt fyrtårn.
Foto: Karolina Zapolska
’Jeg kigger mere fremad end tilbage’. Kjeld Lauritsen fylder 60 år, men er stadig nysgerrig på, hvad de unge musikere går og laver. ’Der sker nogle spændende ting blandt de unge musikere’, siger han og peger på tre tendenser: ’Tre af de største tendenser blandt de unge, der laver musik, som jeg kender til, er for det første, at der er rigtigt mange unge, som gerne vil spille folk-musik og som er skidegode til det. De går rundt med skæg og spiller violin! Meget bedre end de gamle spillemænd. Det er ikke det musik, jeg dyrker – men jeg har stor respekt for det. Så er der en anden tendens – det er avantgarde-jazz. Det er jo ikke just det, vi hører på DR1 lørdag aften. Det er der en masse unge, der dyrker og får nogle fantastiske ting ud af. Jeg har fx lige hørt et band – Den magnetiske Ørn – de er spændende. Og den nyeste tendens blandt unge musikere er, at de vil spille bebop – moderne jazz fra 40’erne og 50’erne. De unge mennesker bliver jo faktisk ladt i stikken af DR. DR satser ikke på de nævnte unge – og det er jo ellers de unge, der skal køre musikken videre.’
Kjeld Lauritsen er ærgerlig over, at DR kun tør satse på det sikre og prøver at lyde som sine kommercielle konkurrenter: ’Det er jo spørgsmålet, om DR er et mediehus eller en kulturinstitution’, siger han og fortsætter: ’DR er meget hooked på det med identifikation – derfor er der stor fokus på amatørerne. Men der ER altså stor forskel på, hvordan fx jazzsangerinden Sinne Eeg synger og så på, hvordan naboens datter synger. Sinne har nu brugt 15 år af sit liv på at synge. Naboens datter fra Hobro kan derfor ikke identificere sig med hende. Men de unge kan godt identificere sig med en, der kommer ind fra gaden. Det er jo en syg tendens. Vores status som musikere er ikke så stor, som den har været. I dag er det de visuelle indtryk, der dominerer. Studieværterne er stjernerne og fokus er på det visuelle indtryk. Vi musikere er gode til at lave noget lyd – men vi ser ikke nødvendigvis fede ud’.
– Hvor blev den gode musik af? Alt bliver nu gjort op i cost-benefit-analyser – fx hvordan får vi flest mennesker ind på biblioteket eller hvordan får vi flest mennesker til at se tv og lytte til radio? Så er det pludselig en dagsorden, der ikke fokuserer på den kulturelle kvalitet.
’Det er også derfor, jeg bliver i dårligt humør af X-factor. Jeg synes, det betoner nogle af de kedelige ting ved musikken. Det er ligesom begrebet ’upcomming’. Jeg synes, det er kedeligt begreb, fordi hvis jeg spiller noget god musik, så er det jo ligegyldigt, om jeg er 17 eller 60. Så er det go musik. Værdien af min musik er ikke afhængigt af, hvor mange plader, jeg sælger eller hvor mange, der kommer til mine koncerter. Der synes jeg, X-factor bygger meget på musikeren som kendt person mere end egentlig kærligheden til musikken. Jeg siger ikke, der ikke kan være nogle gyldne øjeblikke – det kan jeg godt se, der er. Men det bygger meget på det andet. og så er det jo også et reality-show. Det er ikke en musikudsendelse. Stjernerne i det show er jo dommerne. De får i øvrigt også en million for at medvirke. Det er derfor slet ikke et talentshow’, sukker han.
’Den gode musik lever i undergrunden. De gode musikere spiller på de små steder – de spiller jo ikke i Vega. De spiller på de honorarstøttede spillesteder. Hvorimod de regionale spillesteder i København med få undtagelser svigter deres opgave – de får så mange penge i støtte og tjener desuden på udlejning, så de behøver ikke hyre danske musikere. De burde leve op til deres forpligtelse og også lave smalle koncerter med musikere fra andre landsdele, hvor 50 mennesker får en fantastisk oplevelse.
Alle, der laver noget fed musik, skal have en chance for at komme ud med det. Det burde stå i loven, at der i alle byer skulle være et mindre sted, hvor bare 50 mennesker, kan have en god koncertoplevelse. Hvis man skal samle 500 – så sætter det en grænse for, hvem der kan tiltrække så mange’, mener han.
’DR skal også oppe sig – i stedet for at sende noget, som ingen slukker for – burde de sende noget, som ganske få flipper helt ud over! At sende det, folk kender i forvejen, det flytter jo ingenting. Ja, DR skal sende noget, som nogle slukker for! Og give noget eksponering af de unge – og af kvinderne’, råder Kjeld Lauritsen og fortsætter: ’Generaldirektøren får i øvrigt for meget i løn – 4 mio om året. Hvis man skal have så meget for at lede en kulturinstitution, så er man ikke værdig til at have det job! Det er absurd. Der kunne laves meget musikfjernsyn for en million. Og direktøren for Vega får to mio – det er også for meget – det kunne man også få meget musik for’.
’DR skal bruges som strategisk redskab for bedre kulturpolitik og bedre forhold for musikerne. Og de små spillesteder skal tage nogle flere chancer. Og bak de bedste op – og de fede skal ud at spille. Og de vil hive vækstlaget op. De gamle hiver de unge med – og det omvendte sker også! Og faktisk fungerer de bedste bands, når der er lidt spredning.’
– Jeg ville ikke gøre mit liv som spillemand om, hvis jeg kunne. Men jeg vil ikke ligefrem anbefale andre at gå den vej – man skal kun gøre det, hvis man ikke kan lade være. Det er nemlig meget, meget svært at leve af det.
‘Jeg er et holdningsmenneske – jeg kan ikke lade være at mene noget om kulturpolitikken. Skulle jeg på et tidspunkt blive arbejdsløs som musiker, må jeg bare arbejde endnu hårdere. Men jeg bliver sur, når de fede musikere ikke får job og indtjening.’
– Er den kulturpolitiske melodi blevet væk?
’Ja, det synes jeg godt, man kan sige. Men musikken er ikke blevet væk. Der er masser af initiativer derude – det er bare ærgerligt, det skal være så hemmeligt. Vi skal have bedre vilkår for musikerne. Bedre vilkår vil også give bedre musik. En anden dimension er, at der sker et videnstab – de fleste holder op med at spille musik, når de bliver omkring 30. Vi må stoppe frafald ved at give bedre muligheder og chancer til de gode musikere. Vi har fx kun 2 fastlønnede ensembler inden for rytmisk music (kun for jazz) og de er ikke engang ansat hele året’, slutter han.
—————
Foto: Karolina Zapolska
Kjeld Lauritsen spiller på det store Hammondorgel med roterende lesliehøjttaler og fodpedaler. Han er kendt for at udnytte instrumentet i legesyge improvisationer.
Kjeld Lauritsen havde i mange år bandet ”The Organizers” sammen med den amerikanske saxofonist Bob Rockwell. Siden da har han udgivet 4 CDer i eget navn foruden et par plader med Big Band.
Han spiller ca. 150 jobs om året og har skolekoncerter, kirkekoncerter og omkring 500 koncerter på La Fontaine på samvittigheden.