Kulturmøder gennem madlavning og fællespisning

’Kommer I snart igen?’, lød det spontant fra beboerne, da de afsluttede deres madskole med en middag, hvor både egne livretter og overskudsmad var på menuen. Beboerne i Vapnagaard havde været tilfredse med inspirationen fra Madskolen Jorden Rundt og Byhave projektet BoGro og ville gerne have mere. Over fire onsdage i efteråret havde mellem 10 og 15 beboere taget i mod invitationen fra Madskolen Jorden Rundt og BoGro og havde fået undervisning i mad og kultur og lavet mad sammen.

Afslutningsmiddagen blev holdt på dagen, hvor flere politikere i medierne diskuterede nytten af boligsocialt arbejde. Én rapport viste, at sammensætningen af beboersammensætningen ikke har ændret sig i de såkaldte ghettoer de sidste 30 år. En anden rapport viste, at netop boligsocialt arbejde giver pote i form af styrket fællesskab, ansvar og tryghed i sit eget område.

Uden at gå ind i de to rapporter og deres resultater bekræfter familierådgiver Kirsten Nørregaard fra Vapnagaard dog, at områdets beboere ikke har ændret sig meget i den samlede sammensætning, men at hendes og kollegernes boligsociale indsatser har virket.  ’Jeg har gennem årene oplevet en stor efterspørgsel fra beboerne efter aktiviteter, der kan styrke fællesskabet og kendskabet til naboerne. Vi har været glade for besøget fra Madskolen Jorden Rundt. Madlavning bringer folk sammen og vinklen med at både få undervisning i køkkenteknik, madspild, bæredygtighed og hygiejne kombineret med fortællinger om forskellige madtraditioner blandt etniske minoriteter har været meget vellykket’, siger hun.

Undervisningstilbuddet for områdets beboere var delt op i fire onsdage med forskellige temaer. Første gang lavede beboerne vegetarsupper baseret på overskudsvarer fra Kvickly på Strandlodsvej på Amager. Kokken Benjamin Marcher-Carlsen fra Madskolen Jorden Rundt betonede bæredygtighedsaspektet undervejs: ’Overskudsvarer kan sagtens bruges. Detailhandlen har dømt dem ude pga. fx pletter, ukurante former eller fordi, de nærmer sig sidste salgsdag. Det er derfor op til forbrugerne at købe og bruge disse varer alligevel og dermed vise detailhandlen, at deres frygt for forbrugernes dom er en overreaktion: Vi kan sagtens få velsmagende retter ud af de grøntsager, der har utraditionelle former og pletter på en skræl, vi alligevel piller af inden tilberedning’, fortæller han.

Hvor det første gang var helt vegetarisk, blev kødet introduceret i madskolens anden møde. Kød i utraditionelle udskæringer. Kød er meget mere end en pakke hakket oksekød. Beboerne arbejdede tryllede sammen en lammebov efter sydirakisk opskrift frem og lavede desuden en lammefrikasse af lammehjerter med grønne bønner til.

20161026_174259

Sæsonens grøntsager og urter stod på spisesedlen, da madskolen mødtes tredje gang. Efter en rask sanketur i Vapnagaards grønne områder, fandt beboerne masser af velsmagende urter, der passede perfekt til dagens fisk og skaldyr i sæson, som var dagens andet tema. Fiskeboden i Espergærde havde givet madskolen et godt tilbud og der var derfor torsk, ørred og muslinger på menuen. ’Det var en stor oplevelse for beboerne, at se hvor meget områdets nyttehaver og grønne områder kunne bidrage til madlavningen’, mener kulturformidler Irene von Folsach fra Madskolen Jorden Rundt. ’Det var også sjovt at se, hvordan de nordiske urter fandt vej til retterne fra Mellemøsten og Tyrkiet’.

Den fjerde og sidste gang kom som sagt til at stå i livretternes tegn. Tyrkiske börek, serbisk moussaka, majsbrød med feta og italiensk brødsalat lavet på overskudsvarer var bla. på menuen. Det blev også til en snak både under madlavningen og middagen om fællesskab og sammenhold i et boligområde som Vapnagård. ’Vi har lært hinanden bedre at kende på tværs af alder og etnicitet. Derfor er det blevet endnu mere trygt og rart at bo her’, var blandt de mange positive kommentarer til Madskolen Jorden Rundts Irene von Folsach. ’Vi har været ude med madskolen i flere boligforeninger efterhånden. Reaktionen er altid den samme: Gennem undervisning, madlavning og fællesspisning kommer beboerne tættere på hinanden. Vores kulturmøder inspirerer, overrasker og styrker fællesskabet – hver gang’, siger Irene von Folsach og smiler.

20161012_175922

Kirsten Nørregaard fra Vapnagaards boligsociale indsats er enig med Irene von Folsach: ’Vi fik sat fokus på madspild, fandt inspiration til den daglige madlavning og fik et spændende kig ind i hinandens kulturer og madvaner. Det var nøjagtigt det, vi ville opnå. Vi ville gøre omverdenens og politikernes kritik til skamme og vise, at boligsocialt arbejde og kulturmøder selvfølgelig virker og styrker fællesskabet i vores boligområde’.

Dette indlæg blev udgivet i journalistik, Madskolen Jorden Rundt, reportage. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.